Hvad forventes der af mig som spejderforælder?
På hjemmesiden har vi forsøgt at skrive lidt om, hvad det vil sige at være spejderforældre, og hvad der gør spejder anderledes end andre sportsgrene.
Hvordan betaler vi kontingent - sker det automatisk efter indmeldelse?
Kontingentet bliver automatisk opkrævet hvert halve år.
Skal vi selv købe tørklæde og mærker?
Nej – efter indmeldelse får spejderen udleveret tørklæde, gruppemærker til uniformen samt en gruppe t-shirt på næste spejdermøde. De møder som spejder tager i løbet af sin spejder tid udleveres på møderne.
Hvor skal mærkerne sidde på uniformen?
Vi har lavet en uniformsvejledning, der viser hvor de enkelte mærker skal sidde.
Skal man have en spejderuniform, når man er spejder?
Ja, man skal som minimum have den normale uniformsskjorte i bomuld. Uniformen kan købes i spejdersport. Spejderuniformen kan f.eks. være en god fødelsesdagsgave.
Hvad skal man pakke til ture?
Vi har lavet forskellige pakkelister alt efter, hvilken tur det drejer sig om. Skal der pakkes noget særligt til en tur, vil det fremgå at invitationen.
Har gruppen en forsikring for spejderne?
Ja, gruppen er dækket gennem forsikringer som Det Danske Spejderkorps har tegnet.
I kan læse mere om hvordan gruppen er forsikret her https://dds.dk/artikel/forsikring
Hvordan kontakter jeg mit barns afdelingsleder?
For hver gren er der en mailadresse, som du kan skrive til. Den er altid opdateret, så du skriver til lederne i grenen. Ellers kan du altid fange os på spejdermødet.
Hvad er et grupperådsmøde?
Grupperådsmødet er gruppens generalforsamling. Det er her de største beslutninger i gruppen kan tages, herunder valg af bestyrelsen. Alle gruppens medlemmer som er fyldt 15, og forældre til børn i gruppen, har stemmeret.
Må mit barn have sin mobiltelefon med på tur/lejr?
I gruppen har vi en politik om, at børnene hos mikroer, ulve og valpe ikke må have deres mobiltelefoner med på ture og møder.
Hvis vi har en aktivitet, hvor vi bruger mobiltelefonen, må den medbringes, men det vil fremgå af invitationen. Tropsspejderne må have deres mobiler med på alle ture/lejre, så længe det ikke forstyrrer aktiviteterne. Hvis mobiltelefonen bliver et forstyrrende element har lederne ret til at konfiskere den.
På lejrene vil der være begrænset mulighed for at oplade sin mobiltelefon. Lederne har en aflåselig kasse med, hvor mobiltelefonerne kan ligges i, hvis spejderne skal ud på aktiviteter. Vi anbefaler ikke, at barnet tager den nyeste og mest lækre smartphone med, men i stedet finder en gammel frem fra skuffen og flytter SIM-kortet over i.
Hvordan er 1. Ordrup organiseret?
1. Ordrup gruppe er medlem af Det Danske Spejderkorps (DDS). Spejdergrupper i DDS er samlet i mindre enheder kaldet divisioner. Gruppen er en del af Bernstorff Division som hovedsagligt består af spejdergrupper i Gentofte kommune og en enkelt gruppe fra Gladsaxe kommune.
Yderligere spørgsmål
Er der noget, du ikke har fået svar på? Hvis det er et specifikt problem for dit barn, er din afdelingsleder nok det rigtige sted at starte. Ellers er du velkommen til at kontakte gruppelederne på gruppeleder@1ordrup.dk